Selvom det er til glæde for mange, så vil en stor andel af danskerne have begrænset perioden, det er tilladt at affyre fyrværkeri. Det viser en ny undersøgelse.
Hvert år hopper danskerne ind i det nye år akkompagneret af farverige lysglimt på himlen, når der fyres fyrværkeri af for at fejre nytåret.
Det er dog ikke kun nytårsaften, at man kan se fyrværkeri på himlen. Mange fyrer nemlig allerede krudt af fra den 27. december, men hvis det stod til fire ud af ti danskere, så burde fyrværkeriet begrænses til nytårsaften.
Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Gjensidige.
Holdningen læner sig også op ad et nyt lovforslag fra den danske regering, der har foreslået at afgrænse fyrværkerisæsonen til nytårsaften og 1. januar, og derfor kan der være en håndsrækning fra politikerne i vente, lyder det fra Henrik Sagild, der er direktør i skade i Gjensidige.
-Gennem årene har der tegnet sig et tydeligt billede af, at en stor del af befolkningen ønsker, at fyrværkerisæsonen bliver forkortet. At det muligvis bliver tilfældet, må derfor også være en glæde for mange, og måske kan det være med til, at man i år kan se en smule igennem fingrene med, at perioden stadig løber henover flere dage, fortæller Henrik Sagild i en pressemeddelelse.
Forstyrrer gennem december
Undersøgelsen viser også, at mere end hver tredje dansker oplever, at affyring af fyrværkeri er forstyrrende gennem december måned. Og det kan være et tegn på, at for mange ikke er gode nok til at overholde reglerne om at holde sig til at fyre af mellem den 27. december og 1. januar.
-Selvom det er flot og farverigt, så er fyrværkeri også noget, som man ikke kun selv har glæde af. Det påvirker potentielt set mange mennesker, for ikke at glemme deres kæledyr, når man fyrer krudt af, og det er derfor ikke kun ulovligt, men også hensynsløst ikke at følge reglerne, siger Henrik Sagild.
Lovforslaget om en forkortet fyrværkerisæson skal behandles i Folketinget i slutningen af februar 2024.