Vaccinationssæsonen 2024 i Region Syddanmark blev afsluttet lige før jul med en imponerende tilslutning til vaccination mod COVID-19 og influenza. Koncerndirektør Kurt Espersen udtrykker tilfredshed med det høje niveau af deltagelse.
Den 20. december lukkede både Danske Lægers Vaccinations Service og de regionale vaccinationscentre i Region Syddanmark dørene, hvilket markerede afslutningen på årets vaccinationsindsats.
Det samlede resultat for vaccinationssæsonen viser, at 74,2 % af borgere over 65 år og beboere på plejehjem har modtaget COVID-19-vaccination, mens 75,1 % har fået influenzavaccination. For plejehjemsbeboere alene viser tallene, at 85 % har takket ja til COVID-19-vaccination og 85,4 % til influenza-vaccination.
-Endnu en gang har vi afsluttet en vaccinationssæson med solid opbakning. Selvom resultatet er lidt lavere end sidste år, er vi tilfredse med den endelige tilslutning. Regionen har i denne sæson tilbudt vaccinationer på over 80 forskellige lokationer, hvilket understøtter vores forventninger om høj tilslutning, fortæller koncerndirektør Kurt Espersen i en pressemeddelelse.
Sundhedsstyrelsen lægger op til, at regionerne også i 2025 får ansvaret for organiseringen af vaccinationerne mod COVID-19 og influenza.
-Til den kommende vaccinationssæson vil vi selvfølgelig bruge alle de gode erfaringer, vi har gjort os, ikke bare i denne sæson, men helt tilbage fra 2020, til at gøre vaccinationsoplevelsen så god og nemt tilgængelig for borgerne som muligt, slutter Kurt Espersen.