Kolding Netavis

Så mange penge fik Røde Kors Kolding indsamlet

Røde Kors. Foto: Miriam Nielsen.

Indsamlerne fra Røde Kors blev godt modtaget, da de søndag gik fra dør til dør på den årlige indsamling – i år under temaet “Ingen skal stå alene”.

Efteråret lod gavmildt solen skinne ned over de ca. 100 indsamlere fra Røde Kors i Kolding, der søndag gik rundt med bøtterne. Og lige så gavmilde var de, der lukkede op for indsamlerne og stak penge i bøtten eller swipede et bidrag via mobilen.

I alt fik indsamlerne i Kolding samlet 100.828,50 kroner og 25 euro ind til Røde Kors. Det er et lidt mindre beløb end sidste år, hvor der kom 116.000 kroner ind, men der var også lidt færre indsamlere på gaden i år end sidste år.

Det endelige beløb kan stige de kommende dage, når folk, der ikke var hjemme, da indsamlerne kom, finder en hilsen i postkassen og beslutter sig for at donere via girokort eller mobilepay.

I alt gik indsamlerne 76 ruter fordelt på de forskellige skoledistrikter i Kolding Kommune.

-Der var en fantastisk stemning. Indsamlerne blev positivt modtaget, og når de kom tilbage til indsamlingscentret med deres bøtter, sydede det af energi i lokalerne. Alle var glade for at yde en indsats. Jeg talte med mange. Yngste deltager var 1 måned gammel i selskab med mor og mormor. Der var kærestepar, bedsteforældre med barnebarn, forældre med børn, venner og klassekammerater, spejdere og dem der tog turen selv. Indsamlingsdagen er en meget festlig begivenhed i Røde Kors Kolding, og en af de helt store oplevelser som frivillig, pointerer Aase Gilling, der er formand for Røde Kors Kolding.

Hun er både taknemmelig og imponeret over de mange rundhåndede donationer. Også de donationer, Røde Kors Kolding fik fra supermarkeder og virksomheder, som netop gjorde det muligt at gøre indsamlingsdagen festlig for indsamlerne: Bl.a. sandwich’es, kage, kaffe, te, juice og frugt.

Børn i Ukraine, Yemen, Afghanistan og Danmark

Årets landsindsamling i Røde Kors har temaet “Ingen skal stå alene”, og pengene går i år blandt andet til katastroferamte børn fra Ukraine, Yemen og Afghanistan, der har brug for livreddende mad, vand, akut lægehjælp, psykosocial støtte og beskyttelse. I Danmark går de indsamlede midler blandt andet til børn i sårbare familier, hvor de voksne kæmper med job-usikkerhed, sygdom og økonomiske bekymringer.

For 1.000 kr. kan Røde Kors give:

· En hel måneds livreddende mad til 20 katastroferamte børn
· 20 varme tæpper til børn og voksne på flugt
· Akut lægehjælp til 4 sårede, der har brug for en ambulance
· 6 måneders støtte til et barn i en udsat familie i Danmark
· En vigtig og oplevelsesrig dag på en ferielejr for 3 udsatte børn i Danmark

Tagget med: , ,
Del denne artikel