Kolding Netavis

Så mange borgere i Region Syddanmark anvendte kørselsfradrag i 2021

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Årsopgørelsen er på vej. Efter et mindre fald i forbindelse med coronapandemien stiger antallet af pendlere igen.

Den 13. marts åbner Skattestyrelsen officielt for adgangen til årsopgørelsen for 2022. Også i år skal borgere, der har mere end 24 km. i alt til og fra arbejde, selv sørge for at skrive antallet af kørte dage på deres årsopgørelse, så de får det rette fradrag.

Skattestyrelsens seneste opgørelse viser, at der var flere end 250.000 borgere i Region Syddanmark, der fik kørselsfradrag i 2021 mod godt 247.000 i 2020, hvor den ændrede hverdag under coronapandemien betød ændrede kørselsmønstre.

Opgørelsen viser desuden, at antallet af borgere med kørselsfradrag igen ser ud til at følge udviklingen fra tiden før corona.

Godt 4 mia. kr. i kørselsfradrag i Region Syddanmark

I 2021 var det gennemsnitlige kørselsfradrag i Region Syddanmark ca. 16.000 kr. Det største gennemsnitlige fradrag fik borgerne i Svendborg med godt 19.000 kr., hvor borgerne i Kerteminde, der havde det laveste fradrag, i gennemsnit fik 12.000 kr. i fradrag pr. person med kørselsfradrag. I alt lød det samlede kørselsfradrag i Region Syd-danmark i 2021 på godt 4 mia. kr.

-Kørselsfradraget er et af de mest anvendte fradrag i årsopgørelsen og kan betyde meget for det samlede resultat – om man får penge tilbage eller skal betale restskat. Så er man blandt dem, der igen er begyndt at pendle mere mellem hjem og arbejde, vil jeg bruge lejligheden til at minde om, at man får fradraget med på årsopgørelsen, fortæller underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen, i en pressemeddelelse.

Det er muligt at få kørselsfradrag de dage, man transporterer sig til og fra sin arbejdsplads, uanset om transporten foregår i egen bil, på cykel, som samkørsel eller med offentlig transport, så længe der er tale om kørsel i forbindelse med et lønnet arbejde.

Kørselsfradraget indregnes i årsopgørelsen. Fradragets værdi er ca. 26 pct., så hvis kørselsfradraget er 1.000 kr., spares der ca. 260 kr. i skat.

Tagget med: ,
Del denne artikel