Kolding Netavis

Så mange danskere risikerer ekstraregning efter ferien

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Har man ikke en afbestillingsforsikring står man med hele udgiften til en ny rejse selv, hvis man bliver forhindret. Pressefoto.

Hver fjerde dansker tager på sommerferie uden afbestillingsforsikring eller rejseforsikring. Det viser en ny undersøgelse.

Sommerferien står for døren for de fleste danskere, og selvom vi for første gang siden 2020 går en mere normal rejsesommer i møde, er der stadig en del usikkerheder forbundet med årets sommerrejser.

Men på trods af usikkerhederne svarer hver fjerde dansker i en undersøgelse, at de ikke tegner en afbestillingsforsikring, når de skal ud at rejse denne sommer. Undersøgelsen er lavet af Kantar Gallup for Gouda Rejseforsikring og Gjensidige.

-Der er flere grunde til, hvorfor det er en rigtig god ide at huske en afbestillingsforsikring på sin ferie. Først og fremmest hjælper den, hvis man bliver syg, og er forhindret i at kunne rejse, men derudover ser vi lige nu en masse usikkerheder i den internationale luftfart, og med en afbestillingsforsikring er man sikret hjælp, hvis man af forskellige grunde ikke kan bruge den bestilte rejse, fortæller Louise Hertzum, der er chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring, i en pressemeddelelse.

Tal fra Gouda Rejseforsikring viser, at andelen af kunder som har benyttet deres afbestillingsforsikring er tæt på fordoblet i 2022 sammenlignet med 2019, der var det seneste normale år. Det er dog ikke kun afbestillingsforsikringen, som mange danskere undlader at medbringe på ferien. Undersøgelsen viser, at lige så mange danskere rejser uden en rejseforsikring.

Har man ikke en afbestillingsforsikring står man med hele udgiften til en ny rejse selv, hvis man bliver forhindret. Tal fra Gouda Rejseforsikring viste at danskerne i år tog på vinterferie for gennemsnitligt 26.000 kroner, og det er derfor en stor regning man risikerer at stå med.

Corona er stadig en faktor

De seneste to somre er det især corona-pandemien der har været skyld i store usikkerheder i ferieplanlægningen, og selvom vi i Danmark ikke længere hører så meget om corona, så er der stadig restriktioner og stigende smitte på mange af danskernes yndlingsdestinationer.

-Corona spiller heldigvis en mindre rolle nu, end den har gjort de seneste somre. Men der er stadig destinationer med testkrav og andre restriktioner, og har man ikke en afbestillings- eller rejseforsikring, så risikerer man altså selv at skulle dække omkostninger til eksempelvis en ny ud- eller hjemrejse, hvis man bliver smittet og syg eller havner i isolation, forklarer chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring, Louise Hertzum.

På mange af danskernes foretrukne rejsedestinationer som Tyrkiet, USA og Thailand er der som færdigvaccineret borger ikke længere testkrav inden afrejse. På flere destinationer er der dog stadig Corona-restriktioner som mundbind og Coronapas.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel