Kolding Netavis

Rundt om Slotssøen: Jazz i pinsen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Nyd pinsesolen og god indsprøjtning jazz 2. pinsedag og få samtidig taget hul på de daglige 10.000 skridt rundt om Slotssøen helt centralt i Kolding. De lokale jazzklubber går sammen om at præsenterer fire meget forskellige og helt corona-sikre koncerter.

Nu åbner kulturlivet langsomt op igen efter Corona-nedlukning, og vi ved, at risikoen for at blive smittet er væsentlig lavere hvis man samles udendørs. Derfor er fire jazzklubber i Kolding gået sammen om at lave en udendørs koncertrække, hvor de samtidig præsenterer bredden og det tårnhøje kvalitetsniveau i dansk jazz.

Mandag d. 25. maj, som jo er 2. pinsedag, sætter klubberne deltagerne stævne ved Søterrassen og de 120 deltagere deles op i 4 gruppen, der hver guides rundt mellem de fire koncerter rundt om Slotssøen.

Der er selvfølgelig krav om at alle skal fremvise gyldigt coronapas, og når folk holder afstand og i øvrigt er udendørs under alle koncerterne, så er risikoen for Corona-smitte helt minimal.

Birgit Lynggaard, der er formand for Kolding Jazzklub, er en af initiativtagerne til arrangementet og hun fortæller:

-Mange af vores medlemmer er ældre og har været udelukket fra koncerter i hele Corona-perioden, så det er skønt at de igen får mulighed for at høre god swing-jazz med Buffetten Jazz & Blues band. Og så kan vi samtidig præsentere vores fantastiske program for koncerter i hele efteråret.

Kan nå ud til et helt nyt publikum

Jazz6000 er allerede i gang med deres koncertprogram på Godset her i foråret, og Tina Paulsen Christensen fra klubben er stolt over det store arrangement ved Slotsøen:

-Vi tror, at vi kommer ud til et helt nyt publikum med dette arrangement, og vi er helt sikre på at alle vil blive tryllebundet, når de kommer til vores koncert med den fantastiske sangerinde Sinne Eeg, som spiller sammen med den prisvindende bassist Thomas Fonnesbæk.

Ideen om at lave en række udendørs jazzkoncerter opstod allerede sidste år, da klubberne sammen med JazzDanmark afholdt UnLock Music med fire koncerter ved Slotssøen.

Karsten Bech fra Jazz I Trekanten var også med dengang og har glædet sig til foråret så successen kunne gentages:

-Publikum var begejstrede sidste år, fordi de fik mulighed til at lytte til fire meget forskellige koncerter, og mange fik øjnene op for bredden i genren. Jeg tror mange oplevede, at der også findes jazz, som jeg synes om. Jazz I Trekanten har i år valgt en trio med guitaristen Niclas Knudsen, som læner sig meget op af en nordisk blues og jazz tradition, som mange vil kunne genkende.

Musik for de unge

Der skal selvfølgelig også være musik for de unge, og Maiken Thunbo Pedersen, som er en af de unge frivillige i JazzHouse Kolding, fortæller om den koncert, de har valgt:

-Mange jazzmusikere er blevet inspireret af andre genrer og kulturer, og derfor præsenterer vi sangerinden AySay, som er dansk/tyrkisk, og mixer moderne jazz med den tyrkiske tradition. Jeg tror det bliver mega sejt at stå midt i naturen og nyde musikken med hendes kvartet.

Publikum bliver guided rundt mellem de fire scener, hvor de får en smagsprøve på 20 minutters musik fra hvert orkester.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel