Her er politiets råd til, hvordan du handler ind i påsken.
De store dagligvarebutikker har ekstraordinært fået mulighed for at holde åbent flere dage end sædvanligt i påsken. Det sker for at sprede kundernes besøg ud over længere tid og dermed skabe mere plads mellem kunderne. På den måde mindsker man risikoen for smittespredning af coronavirus.
– Der er altså flere dage at handle på, så ingen grund til indkøbspanik. Sørg for at have god tid, køb gerne ind på skæve tidspunkter, følg butikkens anvisninger og vis hensyn over for ældre og udsatte, når du drager ud for at fylde indkøbsvognen, siger Rispolitiets Kommunikationsdirektør, Anders Frandsen, i en pressemeddelelse.
Disse gode råd gælder selvfølgelig også, hvis du planlægger at tage i plantecenter eller byggemarked i påsken.
– Et smil er som bekendt den korteste afstand mellem to mennesker. Det gælder også, selvom man står et par meter fra hinanden, siger Anders Frandsen.