Kolding Netavis

Rift om at blive klogere på Google-søgninger

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: IBA.

Hvordan bliver vi fundet på Google? Svaret på det spørgsmål er rigtig meget værd for både virksomheder og organisationer.

Derfor er der også rift om at komme med på næste SEOday den 21.februar 2023 i Kolding, hvor eksperter fra ind- og udland guider vej ind til Googles kringlede algoritme.

Det handler om alt fra tips og tricks i hverdagen til opsætning af tekniske løsninger, som giver pote.

-En tredjedel af pladserne er allerede væk, og jeg har en forventning om, at vi når at få udsolgt, inden early bird-perioden slutter den 16. december, fortæller uddannelsesleder Andreas Bach-Laursen fra IBA Erhvervsakademi Kolding, som arrangerer den internationale SEO Day i samarbejde bureauet S360, der er eksperter indenfor digital marketing.

Indtil den 16. december er der en rabat på 1000 kroner på en billet til SEOday, som igen i år holdes på konferencecentret Comwell Kolding. Denne gang er arrangementet udvidet, så der er plads til 400 deltagere.

At billetterne er eftertragtede, er måske ikke så underligt. Efter sidste års SEOday lød evalueringerne, at 99 procent af gæsterne ville anbefale oplevelsen til andre.

-Og i forhold til sidste år har vi udvidet med et ekstra spor, så vi har fem scener og endnu flere oplægsholdere. Blandt andet får vi besøg af Martin Splitt, som arbejder som softwareudvikler hos Google i Zürich, og i en SEO-sammenhæng svarer det altså til, at Messi kommer til Kolding for at spille fodbold, siger Andreas Bach-Laursen.

Siden 2016 har der været afholdt SEOday i Kolding. Og emnet er konstant aktuelt for virksomheder og organisationer, der gerne vil opdages i en Google-søgning af kunder og samarbejdspartnere.

-Når det gælder SEO-optimering, er det relevant at holde sig opdateret, fordi der sker noget nyt hele tiden. Ikke mindst indenfor det seneste år har Google lavet mange ændringer, som har rykket voldsomt i den måde, man bliver fremhævet på en Google-søgning. Det gælder både i forhold til det tekniske set-up og den måde, man får skabt det gode indhold. Vi har oplægsholdere på SEOday, som kommer ind på begge aspekter, fortæller Andreas Bach-Laursen.

Du kan læse om arrangementet mere på seoday.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel