Læserbrev af Ole Kjær, Tjørnelunden 2, Jelling, formand for HK Sydjylland og Julie Bæk Krogh, formand for HK Privat Sydjylland, Rødkløvervej 16, Horsens.
Vi har et arbejdsmarked, der skriger på faglært arbejdskraft, og udviklingen vil fortsætte med turbo på i den forkerte retning, medmindre der tages alvorlig politisk handling. Dette er en kendsgerning, som vi endnu ikke har hørt nogen politiker bestride.
Alligevel indeholder den nye finanslov ikke en krone i nye investeringer til erhvervsskolerne. Og alligevel vil regeringen helst snakke om universiteterne og den nye 1-årige kandidatuddannelse, som man forestiller sig, er løsningen på alle problemer.
Tro os, den er ikke en løsning på noget som helst.
Skærer man en masse universitetsuddannelser ned til et år, vil universiteterne kannibalisere på erhvervsuddannelserne med samme længde, og der vil således komme færre faglærte.
Universiteterne vil fortsat uddanne alt for mange, der kan gå ud og finde job, der egentlig kunne varetages bedre af fx en HK’er. Det giver ingen mening.
I stedet for discountuddannelser på universiteterne, har vi brug for en langt bedre dimensionering af uddannelserne i Danmark. Vi skal indrette udbuddet af studiepladser efter hvilke medarbejdere, arbejdsmarkedet har brug for, at der kommer ud i den anden ende. Og som følge deraf skal spottet rettes mod erhvervsskolerne.
Den 1-årige kandidatuddannelse er en ommer, skrev en stort set samlet opposition til regeringen i denne uge, og den udmelding kan vi kun bakke op om. Lad ikke dette blive en ny bededag, hvor regeringen mener ene at vide, mens den kører hen over al uenighed mod en elendig beslutning.