Tirsdag den 28. januar præsenterer Kolding Teaterforening forestillingen Restaurant Europa med undertitlen “En smagfuld fortælling om forfald”.
Forestillingen er en satirisk fortælling om vores kultur gennem mange år. Handlingen udspiller sig på en ærværdig restaurant med krystalkarafler, stivede damaskduge og et farverigt klientel af forretningsfolk og dekadente bohemer. Personalet i restauranten er lige så broget med en alkoholiseret kok, bramfri barchef, halvdøv huspianist og ikke mindst den aldrende tjener, der holder fast i de stolte traditioner.
Pludselig ændres alt, da nye kunder træder ind og vender op og ned på den eksisterende orden. De bestiller mærkelige retter, drikker espresso af tekopper og forstyrrer stamgæsterne, hvilket bringer restauranten på randen af katastrofe.
Restaurant Europa er en skarp satire over et kontinent i forfald, der afslører en kultur, der langsomt opløses bag en overfladisk facade. Forestillingen bringes til live af den vildfarne tjener, der kæmper imod den tiltagende opløsning og længes tilbage til bedre tider.
Jacque Lauritsen optræder på scenen, og forestillingen er instrueret af Andreas Dave. Restaurant Europa er baseret på The Hills, en roman af den anerkendte norske forfatter Matias Faldbakken, som i 2020 blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Forestillingen kan opleves på Kolding Egnsteater den 28. januar klokken 19.30. Billetter til forestillingen kan købes her.