Nu skal der sættes fart på renoveringen af Borchs Gård i Kolding. Derfor lukkes alle p-pladser fra mandag morgen.
Dårligt vejr har forsinket den omfattende renovering af Borchs Gård i Kolding midtby.
For at sætte turbo på arbejdet og give entreprenøren og hans folk mulighed for at indhente noget af det forsømte lukkes alle p-pladser i Borchs Gård midlertidigt fra mandag morgen og frem til starten af juli måned.
Sideløbende arbejder Kolding Kommune på, at stille ekstra p-pladser til rådighed i midtbyen i løbet af kort tid.
Etape skulle have været afsluttet nu
Siden februar har godt halvdelen af de 100 p-pladser i Borchs Gård været lukket på grund af renoveringen af den nordlige del af pladsen. Den etape skulle egentlig være afsluttet nu, men vejret – senest med masser af regn – har forsinket arbejdet.
-Folk har været meget tålmodige, og jeg kan kun beklage, at vi nu lukker de resterende p-pladser i en periode, siger landskabsarkitekt Thomas Thinghuus i en pressemeddelelse.
Lukning speeder arbejdet op
Planen var oprindeligt at gennemføre renoveringen i to etaper, så det hele tiden var muligt at parkere på den del af pladsen, hvor der ikke arbejdes. Den strategi ændres nu for at fremskynde færdiggørelsen.
-Entreprenøren skønner, at han kan arbejde hurtigere og mere effektivt, hvis han kan arbejde frit på hele pladsen i stedet for at tage det i to etaper. Det forslag har vi accepteret, selv om vi godt er klar over, at det vil give gener for byens gæster, beboerne i området og midtbyens ansatte, forklarer Thomas Thinghuus og fortsætter:
-Samtidig er der sat et stort telt op på pladsen, så brolæggerne uhindret kan arbejde med at etablere de nye p-pladser, selv om der skulle komme perioder med regn. Overdækningen har samtidig den fordel, at fugerne mellem brostenene hærder bedre.
Ekstra p-pladser på vej
For at lette presset på p-pladserne i midtbyen arbejder kommunen på at skaffe ekstra pladser. Der kommer 50-60 nye p-pladser bag det gamle posthus ved banegården.
Herudover kommer der en ny løsning, hvor kommunen tilbyder parkering på p-pladser lejet hos virksomheder, organisationer og boligselskaber.
Se billederne nedenunder…