Kolding Netavis

Renovering af Jernbanegade begynder at tage form

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Pressefoto.

For tre uger siden blev den omfattende renovering af Jernbanegade skudt i gang og arbejdet skrider planmæssigt frem. Næste skridt er at lægge nyt fortov og det arbejde er netop gået i gang.

På strækningen mellem Buen og Banegårdspladsen vil Kolding Kommune afprøve principperne i den nye designguide for midtbyen med en ’væg-til-væg’-renovering, hvor al belægning og byinventar, som eksempelvis bænke og belysning, skiftes ud. Tanken er, at området skal fungere som et eksempel på, hvordan resten af midtbyen kan komme til at se ud, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Siden slutningen af september har entreprenøren, HedeDanmark, arbejdet på at rydde den nordlige side af gaden for belægning og inventar. Dernæst blev Koldings første kommunale underjordiske affaldssystem gravet ned, og nu er HedeDanmark snart klar til at tage næste step: Ny belægning.

– Fortovet kommer til at bestå af røde teglklinker i forskellige brændte nuancer lagt i sildebensmønster. Den måde at lægge klinker på giver et meget robust underlag, og gør det nemmere at lægge ledelinjer ind til blinde og svagtseende. Samtidig er det også et mønster, der er mere fleksibelt end den nuværende belægning i gågaderne, i forhold til placering af byinventar, som fx bænke, forklarer landskabsarkitekt i By- og Udviklingsforvaltningen Thomas Thinghuus, der står i spidsen for renoveringen af Jernbanegade.

Hvis resten af Kolding midtby får den samme belægning, betyder det, at 50 procent af de nuværende klinker i midtbyen kan genbruges.

Bede, bænke og belysning

Når arbejdet med den nye belægning er færdigt i begge sider af gaden, kommer det nye byinventar, som plantebede, bænke og belysning, på plads i december som noget af det sidste.

– Bedene får form som højbede med indbyggede bænke og trædæk, man kan sidde på. Det bliver i stil med mini-skoven på Tombolapladsen, som fungerede godt, men selvfølgelig i mindre skala, fortæller Thomas Thinghuus og fortsætter:

– Belysningen kommer til at bestå af master med spot, som vi kender fra Skaterbanen og Kinotorvet i Vamdrup. De får et såkaldt RGB-lys med en farveskala, der kan programmeres og bruges til festlige lejligheder.

Den nye belysning er støttet af Erhvervsklubben og det har givet mulighed for at få en løsning i en højere kvalitet, der fx kan bruges til Kolding Lightfestival.

Når nordsiden af gaden er færdigrenoveret, tager HedeDanmark fat på sydsiden og går alt efter planen er Jernbanegade færdigrenoveret inden jul. Som det sidste bliver de nye vejtræer plantet. De er af sorten Tretorn, der er kendt som et robust og bivenligt træ, der klarer sig godt i bymiljø. I løbet af næste år bliver også asfalten skiftet ud.

I BYtikken, som er By- og Udviklingsforvaltningens ’byudviklingsbutik’ på Jernbanegade 33, kan man se, illustrationer af, hvordan Jernbanegade kommer til at se ud, når renoveringen er færdig. BYtikken har åbent hver tirsdag fra kl. 12 til kl. 15 og hver torsdag fra kl 14 til kl. 17.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel