Kolding Netavis

Ren Dag lægges sammen med international dag

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Det skulle have været i april, at vi hjalp naturen af med øldåser, plastik og cigaretskod. Men på grund af corona blev den årlige affaldsindsamling, Ren Dag, udskudt til 19. september. Her samles affald verden over i anledning af World Cleanup Day.

Hvert år samarbejder Kolding Kommune med Danmarks Naturfredningsforening om den landsdækkende affaldsindsamling, Ren Dag, hvor frivillige indsamlere gør hovedrent i naturen.

Det skulle have været i april, men corona kom i vejen. Nu indhentes det forsømte ved at rykke Ren Dag til samme dag som afholdelsen af World Cleanup Day lørdag 19. september, oplyser Kolding Kommune.

Du kan stadig give naturen en hånd

Datoen har ændret sig, men du har stadig mulighed for at samle familie og venner og få et par hyggelige timer, hvor I sammen gør noget godt for naturen.

Måske nåede du at oprette en indsamling på affaldsindsamlingen.dk og fik tilsendt sække fra Danmarks Naturfredningsforening. Måske nåede du det ikke. Det er heller ikke så vigtigt i år, hvor flere ting ikke helt er, som de plejer. Hvis du vil samle affald ind 19. september, kan du enten bruge sækkene fra Danmarks Naturfredningsforening eller bruge almindelige klare sække. Uanset, hvilke sække du bruger, vil vi gerne have, at du sorterer i følgende affaldstyper:

Metal: Øl- og sodavandsdåser, konservesdåser og kapsler
Glas: Glasflasker, marmeladeglas og glasskår
Øvrigt affald: Madrester, pap, papir, cigaretskod og plastik

Støder du under din indsamling på store ting, såsom cykler, havemøbler, toiletkummer m.m., kan du bruge appen ’Giv et praj’ eller benytte funktionen ’Giv besked’ i appen Affald Kolding. Så sørger Vej & Park for afhentning.

Uden mad og drikke duer helten ikke

Som tak for indsatsen kan indsamlere få refunderet udgifter til lidt mad og drikke. For at få refunderet udgifter (max 25 kr. pr. deltager) hos Redux – Affald og Genbrug, skal du være tilmeldt som indsamler på kolding.dk/rendag2020 senest torsdag 17. september.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel