Kolding Netavis

Rema 1000 indgår samarbejde med fodboldklub

Vonsild Fodbold Klub får 25.000 kroner i et sponsorat fra Rema 1000 i Sydbanegade i Kolding. Pressefoto.

Aftalen løber resten af året.

Vonsild Fodbold Klub (VFK) har fået en sponsoraftale med Rema 1000 i Sydbanegade i Kolding – i samarbejde med KFI Fonden. Klubben får 25.000 kroner og aftalen gælder resten af dette år.

-Mange foreninger og sportsklubber er hårdt ramt på økonomien som følge af nedlukningen af samfundet i forbindelse med corona-krisen. Nogle har mistet kontingenter eller sponsorer. Vi vil gerne være med til at gøre en forskel her i Kolding i takt med at foreningslivet igen åbner op. Det er baggrunden for aftalen med VFK, lyder det fra Rema 1000-købmanden.

I Vonsild Fodbold Klub er de rigtig glade for den nye aftale:

-Efter vi har måttet aflyse vores arrangementer sidste år, betyder det selvfølgelig meget økonomisk for vores klub. Derfor er vi meget glade for, at en af vores gode samarbejdspartnere gennem mange år, støtter op om os på så flot en måde. Så derfor er vi utroligt glade for Rema1000 store sponsorat, siger Jacob Klüver Gosvig, formand VFK.

Finansieringen af sponsoratet er blevet mulig via en uddeling fra Købmandsfonden KFI, der i alt har afsat 10 millioner kroner, som frie købmænd over hele landet kan ansøge om til lokale sponsorater.

Tagget med:
Del denne artikel