Året er ikke slut endnu, men kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding har allerede nu nået museets rekord med over 100.000 besøgende.
Den tidligere besøgsrekord var i 2019, hvor 98.631 besøgte museet i Kolding, og det tal er altså allerede overgået medio november i år.
-Vi er meget stolte over det høje besøgstal, som vidner om, at Trapholt er et populært sted at besøge for både danskere og turister. Bag det flotte tal står et ambitiøst Team Trapholt, som arbejder hårdt og kontinuerligt på at udvide rammerne for, hvad der forstås ved et kunstmuseum, hvilke oplevelser man kan forvente, og hvilke former for samspil man kan have, fortæller museumsdirektør Karen Grøn i en pressemeddelelse.
Flere årsager til de høje besøgstal
I 2022 har Trapholt haft en omfattende designudstilling om Verner Panton, en soloudstilling med Erik A. Frandsen, Tæt på Træer og siden september den populære udstilling CONNECT ME, der byder på interaktiv kunst, kunstige intelligenser og sanselige oplevelser. Sideløbende med museets udstillinger har museet kørt en proces, hvor 630 borgere har downloadet deres personlige data fra Facebook og Google, og med hjælp af en algoritme omformet det til broderi. Processen kulminerede i lørdags med åbningen af kunstværket Dataspejlet.
Karen Grøn vurderer, at succesen skyldes udstillinger af høj, international standard samt
museets mange andre aktiviteter.
-Vi ønsker at være et sted, man kan bruge på forskellige måder, og som har noget at byde på for alle. Derfor har vi borgerinddragende projekter, kunsthåndværkermarkeder, arrangementer for både private og erhverv samt en massiv skoleformidling. Det er også positivt for os, at flere og flere vælger at kombinere museumsbesøget med at spise brunch i cafeen eller holde et erhvervsmøde i anderledes omgivelser, forklarer Karen Grøn.
Sidste år vandt Trapholt den prestigefyldte museumspris ‘The Artmuseum Award’, som The European Museum Academy (EMA) står bag. EMA repræsenterer over 40 medlemslande.