Hotel Koldingfjord fik en pæn fremgang i juli i forhold til sidste år.
Hotel Koldingfjord øger igen antallet af overnatninger i forhold til tidligere år og sommeren 2019 bliver dermed den største sommer nogensinde i hotellets historie. Samlet er hotellets omsætning 20 procent større end juli måned sidste år – der også var en god sommer for hotellet ved Kolding Fjord.
Det er fortsat danskere, der er de altovervejende gæster på Hotel Koldingfjord og således var over 75% af sommergæsterne i juli i år fra Danmark. De øvrige skandinaviske lande er dog ligeledes fortsat godt repræsenterede blandt hotellets gæster.
– Vi har igen oplevet en positiv stigning i antallet af feriegæster i forhold til tidligere år, siger administrerende direktør Peder J. Madsen, Hotel Koldingfjord, der mener at blandt andet positiv omtale fra tidligere gæster på sider som booking.com og TripAdvisor er medvirkende til at mange finder vej til Hotel Koldingfjord.
Et kig på gæsteanmeldelserne på TripAdvisor vidner om, at Hotel Koldingfjords gæster er meget tilfredse med oplevelserne på hotellet. På TripAdvisors Travelers Choice liste over de bedste danske hoteller ligger Hotel Koldingfjord blandt de bedste danske hoteller.
– Vi oplever ligeledes at flere gæster bliver lidt længere, når de finder ud af hvad Kolding området byder på af fantastiske oplevelser. Der er ingen tvivl om, at Trapholt og Koldinghus er væsentligt medvirkende til at trække rigtig mange gæster til byen, fortæller Peder J. Madsen og fortsætter:
– Koldings fokus på design- og kultur har stor betydning for Kolding som feriedestination. Den positive udvikling og de mange tiltag som både Koldinghus og Trapholt leverer har stor betydning for os som overnatningsvirksomhed.