Kransen svævede traditionen tro over tagkonstruktionen, da en milepæl i byggeriet af 36 almene boliger ved Dollerup Sø blev markeret torsdag den 22. august.
-Dagen markerer, at vi er godt på vej med de nye almene boliger ved Dollerup Sø. Projektet skrider godt og sikkert frem, og vi er meget tilfredse med både håndværkere og byggeledelse. De gør det så godt ude på byggepladsen, fortæller formand for Boligselskabet Kolding, Bjarne Olesen.
På dagen kunne håndværkere og samarbejdspartnere tage en pause og nyde både taler og grillpølser, der blev serveret fra en stor grill, der var opsat i dagens anledning.
Boligselskabet Kolding er bygherre på projektet, og arkitektfirmaet Vallentin Haugland A/S har tegnet de 36 rækkehuse. Totalentreprenørteamet ledes af Egil Rasmussen A/S, mens bygherrerådgivning er ved Viggo Madsen A/S. Boligkontoret Danmark, der er administrationsselskab for Boligselskabet Kolding, er byggeforretningsfører.
Kvalitetsboliger i ét plan
Alle boliger bliver i ét plan og får egen have og eget skur. Der vil være fire boligtyper på mellem 82 og 107 kvm fordelt på to, tre og fire rum, og boligerne bliver opvarmet med fjernvarme.
-Det bliver nogle attraktive boliger i kvalitetsmaterialer, der opføres i et attraktivt område. Her er naturskønt, og samtidig er man tæt på skole, institution og indkøb. Så boligerne henvender sig til både yngre par med mindre børn og ældre, der måske vil over i en lidt mindre bolig, siger Bjarne Olesen.
Indflytning næste sommer
De første beboere kan efter planen flytte ind til juni næste år, og det er allerede nu muligt at skrive sig på ventelisten.
-Vi har allerede medlemmer på ventelisten, så det vidner om stor interesse for boligerne, slutter Bjarne Olesen.