Kolding Netavis

Regionen kan ikke sidde med hænderne i skødet og vente på psykiatriplanen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Annette Blynel (SF). Privatfoto.

Læserbrev af Annette Blynel (SF), gruppeformand og medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, Strandgade 27, 5700 Svendborg.

Det er rigtig godt, at der nu er gang i forhandlingerne om en 10 års plan for udvikling af psykiatrien. Men vi kan ikke i regionen bare sidde med hænderne i skødet. Vi har stadig en forpligtigelse til at handle. Der er SÅ store udfordringer med rekruttering og lange ventelister, at vi også i regionen må påtage os et ansvar – i stedet for hele tiden at lægge hele ansvaret over på folketinget.

Derfor har SF til de igangværende budgetforhandlinger følgende forslag:

  1. Flere patientstyrede senge. Det betyder, at den enkelte patient har en let adgang til indlæggelse, uden om den besværlige visitation. Man kan indlægges op til 2 uger i en periode, hvor man har det rigtig skidt. Det forebygger tvangsbehandling og tvangsmedicinering.
  2. Flere meningsfyldte aktiviteter. Det er et område, hvor vi kan rekruttere personale, og det er af stor betydning for patienterne, at der er liv og en hverdag så tæt på det normale som muligt. Aktiviteterne skal være både individuelle og kollektive; det kan give mere ro på afdelingen, fordi det også aflaster det øvrige personale, i en mega travl og presset hverdag.
  3. Mulighed for lægetjek til alle retspsykiatriske afdelinger, –og afdelinger, hvor der er indlagt retspsykiatriske patienter. Det er særdeles vigtigt, at psykiatriske patienter også undersøges for somatiske sygdomme.

Der er ikke mange penge til udvidelse af budgettet for 2023. Desværre var det en stram økonomiaftale regionerne fik med regeringen. Men SF har altid fokus på mere lighed i vores sundhed – de her forslag vil medvirke til det.

Jeg håber virkelig de andre partier er ligeså optaget af, at forbedre forholdene for både patienter og personale i vores psykiatri, så SF’s forslag kan komme med i budgettet for 2023.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel