Kolding Netavis

Regeringen kvæler langsomt ungdommen i Danmark

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Laura Guldager. Privatfoto.

Læserbrev af Laura Guldager, Klostergade 38. 101, 6000 Kolding.

Regeringens forslag om at lukke 10. klasse er ikke bare hovedrystende – det er et klart eksempel på en farlig tendens til at ignorere unges behov og trivsel i jagten på kortsigtede løsninger. Vi står i en tid, hvor mental sundhed fylder mere i debatten end nogensinde før, og hvor det er bevist, at mange unge har brug for et ekstra år til at finde sig selv, styrke deres faglighed og ikke mindst deres selvværd. Alligevel vælger regeringen at ignorere disse fakta og skære det væk, der beviseligt hjælper de unge med at vokse som mennesker.

Hvordan kan vi overhovedet tage en regering alvorligt, der er villig til at tage noget fra ungdommen, som har så stor betydning for deres fremtid? Regeringen er tydeligvis ude af trit med virkeligheden, når de ikke kan se, hvor ødelæggende det vil være at fjerne et år, som har vist sig afgørende for både faglig og personlig udvikling.

Det er ikke kun eleverne der står for skud når man vil afskaffe 10. klasse. Efterskolerne er i farezonen! De har i årtier været en bastion for unge, der har brug for et pusterum til at finde sig selv, og er en stor faktor i at hjælpe unge med at finde ud af, hvilken retning man ønsker i forbindelse med valg af ungdomsuddannelse. At tage 10. klasse væk vil rive fundamentet væk under mange af disse skoler og fratage unge muligheden for at styrke både deres faglighed og mentale helbred. Regeringen spiller hasard med ungdommens fremtid, når de i en tid, hvor presset på de unge er større end nogensinde før, vælger at fjerne en af de få muligheder, der giver dem tid og plads til at finde sig selv.

At lukke 10. klasse er ikke blot en fejl – det er en bevidst beslutning om at ignorere de udfordringer, som unge mennesker står over for i dag. Hvis vi som samfund vil tage fremtiden alvorligt, må vi tage ungdommen alvorligt.

At afskaffe 10. klasse er ikke at hjælpe, det er at svigte.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel