Kolding Netavis

Rådgivere valgt til arbejdet med udvikling af Koldings havneområder

Luftfoto af havneområdet. Foto: Kolding Kommune.

Opgaven koster omkring 1,3 millioner kroner.

Kolding Kommune og Kolding Havn skal i løbet af efteråret og vinteren have udarbejdet en række forskellige, overordnede scenarier for den langsigtede udvikling af Koldings havneområder. Rådgiverteamet, som skal hjælpe med at løse den opgave, er nu udpeget.

Opgaven har været i EU-udbud. Efter en grundig vurdering af de fire tilbud er valget faldet på et tværfagligt team bestående af den rådgivende virksomhed Niras, LYTT by- og landskabsarkitekter og Kuben Management.

-Vi ser meget frem til samarbejdet med dette dygtige team omkring opgaven, siger Jan Krarup Laursen, chef for Plan og Byg ved Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.

-Der ligger højinteressante muligheder, men også store udfordringer i en kommende udvikling af havneområderne ud fra byrådets ambition ”Mere by – grønnere erhvervshavn”. Derfor har det været vigtigt for os at finde frem til et dygtigt tværfagligt team, som på samme tid kan arbejde med kompleksiteten, mulighederne og udfordringerne.

Der udarbejdes 3-4 alternativer

Opgaven går ud på, gennem en proces med forskellige interessenter, at få udarbejdet 3-4 ligeværdigt beskrevne, overordnede strategiske alternativer for havneområdernes fremtidige udvikling. Her er altså ikke tale om konkrete planer, men overordnede scenarier, hvor forskellige muligheder undersøges og kombineres.

De temaer, som skal indgå i alle scenarier, er:

• Byudvikling
• Havneudvikling
• Klimatilpasning
• Infrastruktur
• Bæredygtighed

Den færdige rapport skal give byrådets og havnens bestyrelse et solidt og oplyst grundlag at træffe beslutninger på om den videre kurs for udviklingen af Koldings havneområder. Budgettet for opgaven er omkring 1,3 millioner kroner.

Det videre forløb

Efter valg af rådgiverteam tilrettelægges nu en proces for det kommende halve års tid, hvor virksomheder og andre interessenter involveres.

Til foråret engageres byens borgere, politikere, m.fl. i diskussionerne om de forskellige alternativer.

Tagget med:
Del denne artikel