Ved du alt om Game of Thrones eller om Twilight? Så kan du nørde igennem med andre fans til Koldingbibliotekernes quizaftener hver torsdag, hvor du også bliver inspireret til din næste oplevelse med bøger, film og serier.
Hver uge kan du mødes digitalt med andre, der deler din interesse, når Koldingbibliotekerne afholder skægge quizaftener. Der er både quizzer for unge, voksne og børnefamilier i temaer som Game of Thrones, Twilight, den japanske forfatter Haruki Murakami og bøgerne om Sallys far. Der kommer løbende mange flere temaer til. I løbet af quizzen giver aftenens vært også korte anbefalinger af de fedeste bøger, film og serier.
I vinterferien afholdt Koldingbibliotekerne flere online quizzer og interaktive bogsnakke, hvor 200 familier blandt andet deltog i en Harry Potter-quiz. Efter ønske fra deltagerne er quizzerne nu blevet et fast koncept hver torsdag og udvalgte lørdage.
Gratis quizzer for unge, voksne og børn
Quizzerne for unge og voksne foregår hver torsdag klokken 19.30-20.30, mens quizzer for børnefamilier foregår udvalgte lørdage. Den første quiz torsdag den 25. marts handler om Twilight-serien, og lørdag den 27. marts klokken 11.00-11.45 er der quiz om den sjove børnebogsserie om Sallys far. Det er gratis at være med, men husk at tage en billet.
Quizzerne foregår online i programmet Microsoft Teams. Du behøver ikke at have programmet installeret for at være med, for du får tilsendt et link, som du skal klikke på. I løbet af quizzen skal du bruge en smartphone eller en tablet for at svare på spørgsmålene, men det er meget simpelt at være med.
Læs mere om temaerne for arrangementerne på koldingbib.dk.