Kolding Netavis

Q8 øger sin indsats for at reducere madspild og hjælpe lokalsamfundene

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Bramdrupdam
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Q8 tager endnu et stort skridt for at reducere madspild med et helt nyt samarbejde med Stop Splid Lokalt. Partnerskabet betyder, at endnu flere borgere kan få glæde af gratis overskydende mad og drikkevarer, og at mindre mad ender i skraldespandene. Partnerskabet med Q8 Kolding og Q8 Bramdrupdam er startet op denne sommer.

I Q8 har reducering af madspild været et centralt indsatsområde siden 2018, og nu er man klar til at øge indsatsen med et helt nyt samarbejde.

Q8 er de første i branchen, som har indgået et samarbejde med Stop Spild Lokalt, hvilket kommer i forlængelse af flere års initiativer for at reducere madspild; fx samarbejdet med Too Good To Go, forklarer Martin Stilhoff, der er Strategy & Innovation Food Manager hos Q8:

-Hos Q8 har vi et erklæret mål om at bekæmpe madspild og at skabe nyt liv for de måltider og råvarer, som ikke længere kan sælges på stationerne. Derfor er vi glade for, at Stop Spild Lokalt har lokale madoaser, som er åbne for alle. De har en meget lille andel spild på deres madoaser, og dermed kan vi sikre, at vi ikke bare leder vores restprodukter videre til spild et andet sted, siger han i en pressemeddelelse.

Q8 har indledningsvis udvalgt 28 servicestationer på tværs af landet, der vil donere overskudsmad og drikkevare til Stop Spild Lokalt, der deler overskudsvarerne ud via deres ”madoaser”.

Du betaler et lille håndteringsgebyr

Madoaserne giver maden væk til de fremmødte, imod et lille håndteringsgebyr. Det gør de for at undgå, at Madoaserne kører med underskud.

Helt konkret, så sikrer håndteringsgebyret at Stop Spild Lokalt’s 1.300 frivillige ikke skal betale af egen lomme, for at Madoasen kan køre rundt. Der er især tale om penge til benzin og fragt af maden, hen til Madoaserne. Men der er også tale om køb af plastikposer, handsker og andre fornødenheder.

De svageste borgere, der ikke har råd til at betale gebyret, kan dog stadig hente mad i Madoaserne. De skal dog først henvende sig til kommunen, der har mulighed for at hjælpe, så de ikke selv skal betale.

Tættere på målsætning

Samarbejdet med Stop Spild Lokalt hjælper Q8 med at nå målet om at reducere madspild med 50 procent inden 2030.

Hvert år bliver der smidt meget mad ud, som ellers kunne komme andre til gavn. I 2020 smed Q8 250 ton mad ud årligt fra stationerne. Efterfølgende har Q8 intensiveret arbejdet med at reducere madspild og samtidig arbejdet på at minimere virksomhedens sortiment, så færre råvarer risikerer at gå til spilde. I 2023 var Q8’s madspild nede på 190 ton, og virksomheden stræber efter at nedbringe tallet yderligere.

På Q8’s udvalgte servicestationer kan forretningscheferne også se en forskel:

-Vi er meget glade for, at vores overskydende mad og drikkevarer fra stationen nu bliver givet videre til lokale borgere i stedet for at ende i skraldespanden. Vi donerer flere gange om ugen til Stop Spild Lokalt, siger Cindie Elise Steen Thomsen, der er forretningschef for Q8 i Kolding.

Sean Boris Lorenz Egeskov, der er forretningschef for Q8 i Bramdrupdam tilføjer:

-Vi er meget glade for, at vores overskydende mad og drikkevarer fra stationen nu bliver givet videre til lokale borgere i stedet for at ende i skraldespanden. Vi donerer flere gange om ugen til Stop Spild Lokalt.

Q8 fortsætter også indsatsen med Too Good To Go (TGTG), som virksomheden siden 2018 har samarbejdet med for at reducere madspild og give længere levetid til måltider og råvarer, der ikke længere kan sælges på stationerne.

Stop Spild Lokalt vil tage imod de varer, som ikke bliver hentet i TGTG’s lykkeposer. Derudover vil de også modtage andre varer end mad og drikkevarer, således flere udgåede varer kan få ny værdi hos lokale borgere i stedet for at ende i skraldespanden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel