Læserbrev af Patrick Hjortshøj, suppleant i regionsbestyrelsen SF Syddanmark, Mandelhaven 153, 7080 Børkop og Karin B. Nissen, næstformand i regionsbestyrelsen SF Syddanmark, Kragelundvænget 30, 7080 Børkop.
Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser at næsten hver fjerde psykiatriske patienter bliver genindlagt inden for 30 dage. Det er problematisk, når patienter udskrives hurtigere end, hvad der er hensigtsmæssigt. Samtidig er der større risiko for genindlæggelse i psykiatrien, når man bor alene.
Det indikerer, at der er et udækket støttebehov, og det kalder på et bedre samarbejde mellem det regionale og det kommunale system, så borgerne ikke falder mellem to stole.
Vi er vidne til psykisk syge medborgeres svære liv med indlæggelser i psykiatrien og behandling under indlæggelse, der primært tager udgangspunkt i medicinsk behandling i en afgrænset periode, hvorved der i mindre grad ses på det hele menneske og på det levede liv.
Efter endt indlæggelse udskrives alt for mange, der bor alene i eget hjem, til den samme kaotiske sociale situation, som var medvirkende til indlæggelsen. Vi foreslår, at kommunale bostøtteteams får ansvar for at genetablere et hjem for borgeren under indlæggelse, herunder at de sørger for at få købt ind og at der ligger en plan klar for, hvem der kontakter borgeren telefonisk og opsøger borgeren i de første svære døgn efter udskrivelse fra psykiatrien.
På trods af initiativer som udskrivnings- og koordineringsplaner mellem den regionale behandlingspsykiatri og den kommunale socialpsykiatri ser vi, at borgere tabes på gulvet ved udskrivning til egen bolig. Tallene fra Sundhedsdatastyrelsen taler deres eget tydelige sprog; alt for mange får det dårligere, så de må genindlægges igen – alt for hurtigt!
Lang sagsbehandlingstid på ansøgning om bevilling af kommunal bostøtte er en medvirkende faktor til den mistrivsel, vi ser hos borgerne. Men også manglende kommunikation mellem regionen og kommunen omkring udskrivelse er et problem.
Borgerne oplever, at de bevilgede indsatser og behandling ikke løser deres problemer, og at det er et udtryk for besparelser i det offentlige. I stedet for at reducere det enkelte menneske til en udgift mener vi, at vi skal investere i mennesker og prioritere fællesskabet, så vi som samfund tager ansvar og løser de strukturelle udfordringer på området.
