15 personer blev tidligt tirsdag morgen anholdt af Sydøstjyllands Politi, efter de var trængt ind på en indhegnet oplagsplads tilhørende Baltic Pipeline ved Sønder Stenderup nær Kolding.
Sydøstjyllands Politi modtog tidligt tirsdag morgen en anmeldelse fra et alarmselskab, der overvåger Baltic Pipelines oplagsplads ved Gl. Ålbo, Sønder Stenderup ved Kolding. Alarmselskabet oplyste, at uvedkommende personer havde forceret trådhegnet og nu var på pladsen, som ellers er stillestående i øjeblikket blandt andet på grund af sommerferie. Det fremgik af anmeldelsen, at alarmselskabet havde sendt en vægter til stedet, men vægteren var blevet forhindret i at komme ind på pladsen, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Da politiet kom frem til oplagspladsen, der som nævnt er omkranset af et stort trådhegn, var der ophængt bannere og nogle personer havde lænket sig sammen til hinanden og til entreprenørmaskiner på pladsen. Trekantbrand måtte tilkaldes for at frigøre dem, således at de kunne fjernes.
Ifølge en talsperson bestod gruppen af personer, der var mødtes tilfældigt, men alle er uenige i etableringen af gasrørledningen Baltic Pipeline og at de derfor ønskede at protestere på den beskrevne måde.
Sydøstjyllands Politi anholdt i alt 15 personer. De sigtes for overtrædelse af straffelovens § 264 – ulovlig indtrængen.
Baltic Pipeline er en gasrørledning, der skal forbinde gassystemerne i Norge, Danmark og Polen og består blandt andet af nye gasrør i Nordsøen, Danmark, Østersøen og Polen. Baltic Pipeline-projektet er et samarbejde mellem Energinet og det polske gastransmissionsselskab GAZ-SYSTEM S.A. Rørene føres bl.a. gennem Lillebælt fra Stenderup-halvøen i Jylland til Skrillinge Strand ved Middelfart på Fyn.