Kolding Netavis

Prøv noget nyt: Lyt til borgerne

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Søren Rasmussen (DF). Privatfoto.

Læserbrev af Søren Rasmussen (DF), gruppeformand, Primulavej 7, 6000 Kolding.

I oktober 2023 vedtog et stort flertal i byrådet mange forringelser for de mennesker, der har brug for hjælp. De vedtog også Socialdemokratiets og SF’s forslag om, at der skal udarbejdes forslag til besparelser for 500.000-1.500.000 kr. på de sociale væresteder, som Folkekøkkenet og Café Paraplyen og besparelser på 2.000.000 kr. på aktivitetshusene for seniorerne.

Dansk Folkeparti advarer kraftigt mod forslaget, da både væresteder og aktivitetshusene, er uundværlige for de mennesker der benytter dem og samtidig sparer Kolding Kommune for rigtig mange andre udgifter. Men vore advarsler bliver overhørt.

I februar i år blev den bestilte rapport fremlagt, der handler om værdien af aktivitetshusene. Ikke overraskende viser den, at aktivitetshusene benyttes rigtigt meget. De opfylder ønsket om at bekæmpe ensomhed og skabe livsglæde og livskvalitet for mange. De udsætter behovet for kommunal hjælp, ved at holde seniorer friske.

Det kan altså aldrig betale sig, at spare dem væk. Derfor rejste Dansk Folkeparti sagen i byrådet, så alle byrådets medlemmer kunne se rapporten og stoppe det videre arbejde med besparelserne. Men det blev blankt afvist af flertallet. Besparelsesforslagene skulle laves.

Så når nogen nu påstår, at de vanvittige besparelsesforslag, er noget embedsmænd har fundet på, så er det rent fup.

Men når nu ikke byrådets flertal vil bruge den rapport, de selv har bestilt, så håber jeg så inderligt, at i hvert fald et flertal af partierne, vil lytte til de utallige henvendelser, protester og underskrifter der er indkommet – og omsider lade fornuften råde og bevare såvel væresteder som aktivitetshuse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel