Der er bud efter de nyuddannede produktionsteknologer fra IBA i Kolding.
De fleste af dem får job i den praktikvirksomhed, hvor de har været 12 uger i praktik i, allerede inden de dimitterer.
Således også for Kristian Mulbjerg Kragelund, som sammen med eksamensbeviset fra IBA Erhvervsakademi Kolding står med en ansættelseskontrakt fra sin praktikvirksomhed. Den hedder Airco Process Technology og ligger i Fredericia.
Her skal Kristian optimere produktionen, hvilket han glæder sig meget til.
Forud er gået to år på studiet som produktionsteknolog, hvor han til at begynde med var lidt i tvivl. For var uddannelsen nu den rette for ham, der i forvejen er uddannet smed. Men hurtigt blev han grebet af studiet.
-Som undervisningen skred frem, blev studiet bare mere og mere mig. Det endte med at føles som om, at jeg bare havde ramt den helt rigtige hylde, fortæller 33-årige Kristian Mulbjerg Kragelund.
Han fik da også uddannelsens Spirit Award ved dimissionen på IBA, fordi han har været med til at skabe et godt miljø i klassen.
Så fra ham lyder opfordringen:
-Man skal jo læse uddannelsen som produktionsteknolog, hvis man gerne vil have indflydelse på fremtiden.
Kristian Mulbjerg Kragelund er vokset op i Fredericia, og det er også her, at han og familien bor.