En ny permanent udstilling blev torsdag indviet af prinsesse Benedikte.
Der var torsdag royal besøg på Koldinghus, da den nye permanente udstilling, Flora Danica, blev indviet. Det var prinsesse Benedikte, der indviede udstillingen. Desuden var der også besøg af Grev Ingolf og Grevinde Sussie.
Der var blandt andet åbningstaler af museumsdirektør Thomas C. Thulstrup – og prinsesse Benedikte.
Første gang i Jylland
Det er første gang, at Flora Danica kommer til Jylland, hvor det imponerende stel får en fast udstillingsplads i Bibliotekssalen på Koldinghus.
Her kan gæsterne opleve den hidtil største præsentation af det historiske stel med mulighed for ikke alene at udforske stellets mange fine detaljer, men også de mange fortællinger, som er knyttet til servicet.
Allerede mens stellet blev skabt, svirrede rygterne om formålet med stellet dekoreret med det danske riges vilde planter. En af historierne var, at stellet var tiltænkt den russiske kejserinde Katarina som en diplomatisk gave i en anspændt storpolitisk periode. Men er det nu også hele sandheden?
På alle Flora Danica-stellets mange dele vrimler det med botaniske vidundere – lige fra de mest undseelige alger fra norske klipper over giftige svampe i danske skove til lange græsser fra holstenske heder.
Porcelænsmalerne har måttet udvise stor omhu og opfindsomhed for at kunne gengive græs, svampe og mosser på stellets krumme og kurvede flader. Stellet skal dog ikke alene ses som en enorm kunstnerisk bedrift, men i lige så høj grad som et reklamestunt for bogværket og den nystartede danske porcelænsfabrik. Og så skal stellet ikke mindst ses som et prægtigt afsæt for det kongelige taffel, som tilfældet også var ved Dronningens fejring i januar i år.
Udstillingen er åbent for offentligheden fra i morgen, fredag.
Se billederne øverst i artiklen…