De næste uger skal man regne med, at trafikken på Skamlingvejen i Kolding by kommer til at glide lidt langsommere end normalt.
Mens der arbejdes på at omlægge vejen, vil Skamlingvejen kun være åben i én kørebane forskellige steder på strækningen, afhængigt af hvor der arbejdes. Der opstilles midlertidige lyssignaler, så bilister på vej ind og ud af byen på skift får lov at passere. Det oplyser Kolding Kommune.
Bilister, som har mulighed for det, kan med fordel undgå morgenmyldretiden mellem klokken 7.30 og kl. 8.30 og eftermiddagsmyldretiden mellem klokken 15.30 og 16.30.
Trafikanter skal regne med, at trafikken vil være påvirket de næste omkring seks uger – afhængigt af vejret. I hele perioden vil Skamlingvejen være åben, men da vejen på forskellige strækninger kun vil være åben i én kørebane, skal man regne med lidt ekstra køretid.
Da lyssignalerne blev taget i brug onsdag morgen, gav det anledning til kødannelse. Kommunen kommer til at holde øje med, hvordan trafikken glider under anlægsarbejdet, men hvis man har mulighed for at undgå den værste myldretid om morgenen og om eftermiddagen, så vil det lette presset på trafikken.
De senere år er der sket en kraftig byudvikling omkring Skamlingvejen med flere store byggerier og mange nye boliger. Da byen på den måde har bredt sig østpå, er tiden inde til at omlægge en del af Skamlingvejen, så vejen får et mere bymæssigt præg med gode krydsningsmuligheder for lette trafikanter som fodgængere og cyklister. Hastigheden vil samtidig blive sænket fra 60 km/t til 50 km/t.
De næste cirka seks uger skal der laves indsnævringer på forskellige dele af Skamlingvejen fra Kløvervej og ud til byskiltet. Når det arbejde er overstået, åbnes der igen for trafik i begge retninger. De dele af projektet, som særligt påvirker trafikken, ventes afsluttet inden jul.