Pølsen, der sælges som pålæg, trækkes tilbage. Er også solgt i Kolding-området.
Hvis du eller dine børn er vilde med “Lille Bjørn Mortadellapølse”, så bør du læse videre.
Coop Danmark A/S, Reitan Distribution A/S, Dagrofa Logistik A/S og Lidl Danmark tilbagekalder Lille Bjørn Mortadellapølse, da der er risiko for metalstøv i produktet, oplyser Fødevarestyrelsen.
Det gælder alle 80 grams pakker med bedst før holdbarhedsdato til og med den 5. juli 2021.
Lille Bjørn er solgt i Liva Stormarkeds to butikker i Kolding, Rema 1000-butikker i hele landet, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Fakta og Coop365 butikker i hele landet, Lidl-butikker i hele landet, SPAR, Min Købmand, MENY, Løvbjerg og Letkøb butikker i hele landet.
Metalstøvet gør, at produktet ikke er egnet som fødevare.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.