Kolding Netavis

Popidol og tidligere morgenvært vender tilbage

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Privatfoto.

Efter flere års pause vender hun tilbage i værtsrollen på Radio VLR.

Den erfarne radiovært og popidol Pernille Georgi fra duoen Me & My er blevet hyret som vært, hvor hun fra midten af august hver lørdag og søndag skal sende radio på VLR. Pernille Georgi er ikke et ukendt navn på Radio VLR, da hun indtil for to år siden var en del af kanalens populære morgenprogram.

-Jeg har altid elsket at lave radio og var meget glad for mine tre år som morgenvært på VLR. Jeg har savnet de mange dedikerede lyttere og glæder mig helt vildt til at sprede en masse god energi ud til lytterne, siger hun i en pressemeddelelse.

Pernille Georgi skal stå i spidsen for de nye artistweekender på VLR, som har fokus på nogle af de kunstnere lytterne holder mest af, såsom Ed Sheeran, Pink og Rasmus Seebach.

-Jeg anser det som et stort privilegie at kunne forkæle lytterne med de nye artistweekender. Da jeg selv er artist, er det virkelig skønt at kunne give lytterne muligheden for at komme dybere ind på livet af nogle af deres yndlingsartister, forklarer Pernille Georgi.

Den kommende VLR-vært turnerer fortsat med duoen Me & My, er vocal coach og underviser i sang og skal nu altså også tilbage i værtsrollen.

Velkendt stemme på Skala FM

Thomas Madvig skal være vært på Skala FM. Foto: Sofus Graae.

På mandag d. 3. juli sætter en velkendt stemme sig bag mikrofonen i studiet hos Skala FM. Det er Thomas Madvig, der vender retur som radiovært efter flere års pause.

Thomas Madvig blev et kendt navn i 90’erne og 00’erne som vært på The Voice, MTV og P3, og han var en af Danmarks mest succesfulde DJs.

De seneste år er musikken dog trådt lidt i baggrunden, da han har fulgt en ny karrierevej og arbejdet som HR-chef i event- og cateringfirmaet Madkastellet. Han fortsætter i sit nuværende job, men genoptager nu værtskarrieren og skal sommeren igennem sende aftenradio på Skala FM fra kl. 18-21 mandag til torsdag.

-Jeg har ikke lavet radio i 10 år, og der opstod et helt vildt savn indeni, som jeg blev nødt til at lytte til, siger Thomas Madvig i en pressemeddelelse.

-Ad omveje hørte jeg, at JFM Lyd havde gang i en masse spændende ting, og at der kunne være en potentiel mulighed på Skala FM. Så jeg tjekkede kanalen ud og fik en tydelig følelse af, at jeg virkelig gerne ville være en del af holdet, hvis de ville have mig. Og det ville de heldigvis gerne, fortæller den nye Skala FM-vært.

Og det bliver altså fra mandag aften, at der er mulighed for, at høre Thomas Madvig bag mikronen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel