Den prikkede bjergtrøje kan skifte ejer når tourfeltet passerer stigningen Côte de Hejlsminde Strand, og den grønne pointtrøje er i spil, når rytterne skal sprinte i Verdensarvsbyen Christiansfelds historiske rammer.
Ruten for Tour de Frances tredje etape, 4. juli 2021, er tirsdag blevet offentliggjort, og den afslører at der er blevet plads til både bjergpoint og en indlagt sprint om den grønne trøje inden for Koldings kommunegrænser.
– Der er lagt op til en rigtig folkefest, når feltet kører igennem vores skønne kommune. Ruten går gennem Kolding midtby, langs Slotssøen, ud af Skamlingsvejen, igennem Christiansfeld, og jeg vil gerne opfordre alle til allerede nu at tænke på om vi kan lave nogle aktiviteter og events både op til og på selve Tdf-dagen. Der er jo millioner af seere, der kan se hvad vi har at byde på her i Kolding, og vi som borgere, får en unik mulighed for at komme helt tæt på og opleve en af verdens største sportsbegivenheder, siger borgmester Jørn Pedersen (V), i en pressemeddelelse.
Første etape er placeret som en enkeltstart i København, anden etape går fra Roskilde til Nyborg over Storebæltsbroen. Tredje etape går altså fra Vejle til Sønderborg, og passerer så her undervejs, Kolding Kommune.
Etapen starter i det kuperede terræn ved Vejle og ruten går sydpå. Et udbrud kan blive etableret netop der, og eller er forholdene med de brede gader i fladt terræn omkring Sønderborg, særligt gunstige for de hurtigste af feltets ryttere, der må ventes at kæmpe om sejren i en form for sprinteropgør.
– De tre første etaper vil vise danske landskaber og rumme scenarier, hvor både enkeltstartsryttere, lykkeriddere og sprintere vil få en chance for at begejstre – starten i Danmark vil levere masser af de unikke facetter ved cykelløb på fladt terræn, fortæller Christian Prudhomme, løbsdirektør.
Kolding Kommune afholder i foråret et informationsmøde for alle, som kunne have lyst til at lave events og aktiviteter i forbindelse med Tour de France 2021. Mødet annonceres i lokalpressen.