Fredag er der politisk topmøde på Kolding HF & VUC, hvor der kommer fokus på emnet “uddannelse”.
Spidskandidaterne til kommunalvalget i Kolding Kommune stiller fredag op til vælgermøde med de studerende på Kolding HF & VUC.
Alle opstillede partier og lister er inviteret til vælgermøde på skolen fredag – blot få uger inden kommunalvalget den 16. november.
Og der kommer fokus på uddannelse:
–Kolding skal være en fantastisk uddannelsesby. Vi skal have det helt rigtige mix af attraktive uddannelser, så alle kan finde deres egen vej videre i livet. Det skal de lokale politikere være med til at sikre, siger rektor for Kolding HF & VUC, Lotte Nyboe.
Blandt de politikere, der stiller op fredag, er Eva Kjer Hansen (V), Villy Søvndal (SF), Søren Rasmussen (DF) og Birgitte Munk Grunnet (S). De fremlægger deres bud på fremtiden. Samtidig får skolens elever og kursister mulighed for at spørge ind til de enkelte partiers planer for uddannelsesområdet.
-Vores elever og kursister ved, hvad partiernes idéer vil betyde for det enkelte menneskes liv. Derfor er det vigtigt, at politikerne får mulighed for at gå dialog med mange forskellige borgere. Politik må jo meget gerne være et samarbejde mellem vælgere og politikere, slutter Lotte Nyboe.