Politisk sværdslag: Naturvandring og debat

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen 6 oktober 2022
Opdateret 06/10/22 4:24
Anni og Karina
Naturvandringen afsluttes med en debat mellem Anni Matthiesen (V) og Karina Lorentzen (SF). Privatfoto.

Naturvejleder Jørn Chemnitz og landmand Peter Hindbo viser på søndag de vilde heste frem på et nyt naturområde ved Lunderskov. Naturvandringen afsluttes med en debat mellem Anni Matthiesen (V) og Karina Lorentzen (SF) om, hvordan vi får mere natur og beskytter drikkevand.

Valget er skudt i gang, og derfor inviterer folketingskandidaterne Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Anni Matthiesen (V) til naturvandring og politisk sværdslag. Her vil de to folketingskandidater debattere, hvordan vi får mere natur, mere biodiversitet og rent drikkevand.

-Vi går til valg på, at naturen skal have sin egen lov, så vi sikrer mere natur og fremtidige generationer ikke skal gå på museum for at kunne se et stykke af dansk natur. Men også for, at vandet fra hanerne også er rent frem over, fortæller Karina Lorentzen Dehnhardt, SF’s folketingsmedlem og spidskandidat i Trekantområdet.

-I SF synes vi, at vi skal bruge landbrugsstøtten til at sikre, at de meget store marker ikke udvikler sig til ørkner af monokultur. For at få støtte skal man lave oaser af natur, så vi kan øge andelen. Det er vigtigt at få en debat om, og selvom SF og Venstre langt fra er enige om alting, er vi enige om, at vi skal gøre noget for naturen, siger Karina Lorentzen i en pressemeddelelse.

Anni Matthiesen er enig med Karina Lorentzen Dehnhardt i, at der skal gøres noget.

-Karina og jeg er nok enige om målet, men ikke vejen dertil. Og det viser nok også meget godt, at det faktisk betyder noget, hvor man sætter sit kryds, siger Anni Matthiesen, Venstres folketingsmedlem og -kandidat i Syd- og Sønderjylland.

-Derfor håber jeg da også, at så mange som muligt vil komme og tage snakken og debatten med os. For den er for vigtig til at nøjes med kun at have på Christiansborg, siger Anni Matthiesen.

Foruden de to folketingskandidater vil landmand Peter Hindbo, som har fået penge fra Naturfonden til omlægning af sine marker deltage, ligesom Jørn Chemnitz, naturvejleder og byrådsmedlem i Kolding Kommune for SF vil moderere og vise rundt på Peter Hindbos marker.

Naturvandringen og debatten starter ved Lejrskov Kirkevej 13, 6064 Jordrup fra kl. 11-12.30. Alle er velkomne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med: ,
Del denne artikel