I følge byrådspolitikeren fra Vamdrup kan der skydes en hvid pil efter et nyt rådhus i Kolding.
Den socialdemokratiske gruppeformand, 2. viceborgmester Poul Erik Jensen, siger det lige ud. Skrot alle tanker og planer om at bygge nyt rådhus i Kolding. I hvert fald på nuværende tidspunkt, skriver netavisen Sebro Press.
– Jeg har meget svært ved at se, at der kan blive råd til et nyt rådhus i Kolding til op mod 400 millioner kroner. Kommunekassen vil i forvejen være under stort økonomisk pres i de kommende år – og det bliver jo ikke bedre af udsigten til et underskud på 100 millioner kroner, allerede inden, vi er kommet i gang med at behandle 2019-budgettet. Kolding hører i forvejen til 20 kommuner i landet med den laveste likviditet, så vi kan just ikke prale med, at det går særligt godt i Kolding, siger Poul Erik Jensen til Sebro Press.
Han gør i samme forbindelse opmærksom på, at kommunen uden penge i kassen står over for store investeringer i en ny ringvej, Dalby Skole og Marina City:
– For Socialdemokratiet er det helt afgørende, at der er nok penge til, vi kan holde fast i kernevelfærden. Det gælder såvel børnepasning, skoler, syge- og ældreområdet, så jeg kan ikke se, at der nu pludselig også kan blive råd til at bygge nyt rådhus, siger Poul Erik Jensen.