Politiet kom tirsdag eftermiddag en tur ind på genbrugspladsen.
En patrulje fra Sydøstjyllands Politi kom tirsdag eftermiddag kort før klokken 16.30 ind på genbrugspladsen på Gejlhavegård i Kolding.
Her fik de overleveret noget affald, som genbrugspladsen formentlig ikke kunne håndtere:
– Det er ikke usædvanligt, at vi er forbi en genbrugsplads. Det er, når genbrugspladsen får indleveret noget, som de ikke selv kan håndtere. Det kan eksempelvis være håndgranater, som nogle har til pynt derhjemme. Hvis de ender i jernskrot, så kan medarbejdere ikke vide, om der er tændsats i. Det er bare et enkelt eksempel på, hvorfor vi henter noget på genbrugspladsen, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Lars Grønlund, til Kolding Netavis.
Kø ved genbrugspladsen
Der var lidt kø for at komme ind på genbrugspladsen på Gejlhavegård ved 16.30-tiden. I følge vagten på stedet var det dog værst ved middagtid. Her var der kø fra Gejlhavegård og helt ud til Vonsildvej.
Genbrugspladserne i Kolding Kommune åbnede tirsdag morgen klokken 06. På Bronzevej i Kolding var der 10 biler, som holdt i kø for at komme af med affaldet.