Kolding Netavis

Plej dig selv med efteruddannelse

Elo Christoffersen
Finn Sølvdahl. Privatfoto.

Læserbrev af Finn Sølvdahl, formand for HK Sydjylland, Erosvej 6, 7100 Vejle.

De nye overenskomster på det private arbejdsmarked rummer fremragende muligheder. Blandt andet kan du nu tage dig bedre af dine nærmeste med barns tredje sygedag, bedsteforældredage og andre familievenlige tiltag.

Det er jeg virkelig begejstret for. Men midt i glæden over kunne pleje dem, du holder af, vil jeg gerne minde dig om en anden vigtig ting: Husker du at pleje dig selv?

Efteruddannelse er en investering i dig selv og din fremtid. Det sydjyske arbejdsmarked udvikler sig med lynets hast. Kunstig intelligens, grøn omstilling og digitale landvindinger forandrer vores job og arbejdsopgaver i et tempo, vi ikke har set før.

Da jeg selv startede som kontorfunktionær for mange år siden, var det med fire ark karbonpapir i skrivemaskinen. Det føles som en helt anden tid, men jeg er stadig langt fra pensionsalderen.

Vi må følge med tiden. Ikke kun for virksomhedernes skyld, men mest af alt for vores egen. Undersøgelser viser nemlig, at efteruddannelse typisk bringer mere spændende arbejdsopgaver, højere løn og generelt større jobtilfredshed med sig. Det er også, hvad jeg oplever blandt medlemmerne i HK Sydjylland.

Derfor er min opfordring klar: Bliv kompetenceafklaret og undersøg dine muligheder for efteruddannelse.

Heldigvis har fagbevægelsen sikret, at de fleste overenskomstdækkede har adgang til kompetencefonde, der kan hjælpe med at finansiere efteruddannelse. Der er også mange andre muligheder, hvis man graver lidt.

Så mens du bruger de nye rettigheder til at tage dig af dine kære, så husk også at tage dig af dig selv. Det betaler sig i længden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel