Kolding Netavis

Pizzakæde lukker afdeling i Kolding midlertidigt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Riedelmeier/Pixabay (Modelfoto)

Pizzeriaet i Kolding er midlertidigt lukket sammen med to andre afdelinger i kæden.

Energikrisen har fået Ild.Pizza i Sundhedsoasen i Bredgade i Kolding til, at dreje nøglen om – midlertidigt.

-Vi er storforbrugere af gas og brænde til vores stenovne. Desværre er gas og brænde som bekendt steget meget i pris. Hertil er kommet stigninger i prisen på vores italienske råvarer (typisk 30 %). Endelig er der vores elregning, der er i flere afdelinger er blevet højere end huslejen, fortæller direktør Anders Grønborg blandt andet i en pressemeddelelse.

Dermed er udgifterne altså blevet højere end indtægterne.

Hvis Ild.Pizza skulle holde åbent, ville det betyde, at en pizza skulle stige med omkring 50 kroner – hvis prisen altså skulle svare til udgifterne.

-Så selvom det er lykkedes os at tilbagebetale både moms og coronalån, ser det for tiden lidt sort ud for Ild.Pizza. Vi har derfor besluttet at holde en “PutinPause” i Kolding, Horsens og Herning. Det må ikke forveksles med en permanent lukning, slår Anders Grønborg fast og tilføjer:

-Pizzeriaet forbliver, hvor det er, og vi ser frem til at kunne åbne døren igen. Men lige nu kan det bedre betale sig at betale huslejen og holde døren lukket indtil tiderne bliver bedre.

Ild.Pizza har 13 pizzeriaer i Jylland. I Kolding åbnede kæden i februar sidste år.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel