For andet år i træk aflyses pinsearrangementet i Marielundskoven. Det skyldes corona-situationen.
I omkring 35 år har det været en tradition, at se pinsesolen ”danse” i Marielundskoven i Kolding – nedenfor Skovløberhuset.
Men for andet år i træk aflyses arrangementet. Lions Bramdrupdam ser sig nødsaget til igen i år at aflyse dette populære arrangement på grund af corona-situationen:
-Vi ser frem til , at det atter bliver muligt at gennemføre arrangementet Pinsemorgen 2022 , hvor vi vil glæde os rigtig meget til at byde jer velkommen i Marielundskoven igen, fortæller præsident Stig Gilling.
Hver Pinsemorgen har der været samlet 400 til 600 mennesker, som har indtaget deres morgenkaffe, rundstykker og rugbrød med pålæg i tidsrummet fra klokken 06-11.
Lions Bramdrupdam har hvert år serviceret alle disse glade mennesker. Men sådan bliver det altså heller ikke i år.