Kolding Netavis

Pengene skal følge antallet af ældre

Villy Søvndal (SF). Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Læserbrev af Villy Søvndal (SF), borgmesterkandidat, Gl. Bjert 39c, 6091 Sdr Bjert.

Der skal lyde et stort til lykke til Drejershus for at blive normeneret til Danmarks bedste plejehjem.

Plejehjemmet er drevet af OK fonden. OK-Fonden er ”non-profit”. Det betyder, at de ikke skal tjene penge til aktionærer eller ejere.

Lederen udtaler de har flere frihedsgrader end vore kommunale plejehjem. Det synes jeg der skal fokus på. Hvordan medarbejdernes og ledelsen kan få lov at bruge deres faglighed mere f.eks. ved at arbejde i teams.

Venstre forsøgte på deres landsmøde i weekenden at gøre mantraet om frit valg til løsningen på de problemer, der er i ældreplejen og andre steder. Efter min opfattelse er det i bedste fald en blindgyde og udenomssnak og i værste fald et tilbageskridt.

Der er tværtimod brug for sikkerhed for at pengene følger med stigningen i antal ældre. Det er der heldigvis et flertal for i Folketinget nu, og den tidligere regerings krav om 2 % besparelser hvert eneste år er afskaffet.

Her I Kolding har vi meget blandede erfaringer med private aktører. Utilfredse borgere, konkurser og dårlig ledelse. Dagen før Venstres landsmøde lukkede Styrelsen for Patientsikkerhed en privat leverandør af hjemmepleje i Aarhus, fordi kvaliteten ganske enkelt var for ringe.

Det er derfor mangel på forståelse af alvoren over for de problemer, vi står overfor, hvis man tror, ideologiske besværgelser om privatiseringens lyksaligheder er nogen som helst form for løsning.

Konkurser og nedlukninger sikrer ikke de ældre den tryghed og omsorg, de fortjener.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *