Kolding Netavis

Passion er drivkraften bag udvikling – også for fleksjobansatte

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv
Her ses 23-årige Bjarke, der er blevet opkvalificeret i sit fleksjob. Pressefoto.

Når en virksomhed vælger at dygtiggøre sine medarbejdere, med eksempelvis et kursus, udvikles der ikke bare på én medarbejders kompetencer, men på virksomhedens faglighed og styrke i helhed.

Det er erfaringen hos virksomheden Ingvard Madsen, som senest har opkvalificeret en medarbejder ansat i et fleksjob.

Fleksjob er ikke bare kaffebrygning

Hvad er et fleksjob egentlig? Mange tror, at en fleksjobansat bare brygger kaffe, rydder lidt op på kontorer eller sørger for anretning eller det praktiske i køkkenet på et nedsat timetal. Men et fleksjob er ikke kun ufaglært arbejdskraft, der sættes i en kasse med kedelige opgaver, der aldrig udvikles på.

Fagspecifikke brancher ansætter også medarbejdere i fleksjob, både faglærte som ufaglærte. Det eneste, der adskiller et fleksjob fra en almindelig fuldtidsstilling er ikke nødvendigvis opgaverne, kompetencerne eller fagligheden, men et reduceret timetal, som er tilpasset den enkeltes situation. Netop dét er Bjarke på 23 år, der arbejder hos Ingvard Madsen ApS i Kolding som fleksjobber, et godt eksempel på.

Passion går i takt med fleksjob og udvikling

For mange er eksempelvis et truckcertifikat en trædesten til at få et job eller for at udføre en specifik opgave, som ofte er lagerrelateret.

Hos Ingvard Madsen var et truckcertifikat mere end dét, nemlig opfyldelse af Bjarkes drøm. Certifikatet betød også, at virksomheden fik ekstra faglighed i deres medarbejdere, samtidig med, at Bjarkes passion og arbejdsmæssige situation gennemgik en fantastisk udvikling.

Bjarke har diagnosen autisme, som gør, at det var en stor udfordring, men udviklingen på alle fronter taler for sig selv.

-Bjarkes store passion er maskiner, og han havde et stort ønske om et truckcertifikat. Vi gør meget brug af truck så det var både et plus for Bjarke og os som virksomhed. Bjarke har gennemgået en kæmpe udvikling og har fortjent denne opgradering, fortæller Bjarkes arbejdsgiver Peter Madsen i en pressemeddelelse.

Forbillede for andre i samme situation

-Det har haft stor betydning for Bjarke at få truckcertifikat og det har været godt at følge ham undervejs i kurset. Hans selvtillid har fået et ekstra boost og han har bevidst at han det kan han også gennemføre. Nu har han et certifikat og han er meget glad, siger Peter fra Ingvard Madsen ApS.

-For os er Bjarke en lykkehistorie og han er et forbillede for andre i lignende situation, hans udvikling har været stor og hans selvtillid er vokset. Vi håber, at vi kan vise, at det ikke er så ”farligt” at ansætte en udfordret borger, at det både giver værdi for den enkelte men også giver værdi for virksomheden, slutter Peter Madsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel