I Naturpark Lillebælt er der stadig en tæt bestand af marsvin, men optællinger viser en tilbagegang samlet set i de indre danske farvande. Naturparken og Miljøstyrelsen opfordrer til ansvarlig sejlads for at undgå at forstyrre hvalerne – især nu hvor marsvinene også har unger.
Sommeren er i gang, og mange vil måske tage på tur med deres båd eller vandscooter og ud på havet.
Når du sejler i Lillebælt og fjordene omkring Lillebælt, skal du huske, at din motor kan påvirke havets beboere. Marsvinene findes i stort antal i Lillebælt, og de kan blive forstyrret, da de bruger hørelsen til at kommunikere og fiske. Når du sejler hurtigt, f.eks. mere end fem knob, kan du forstyrre hvalerne.
Undersøgelser viser nemlig, at især undervandsstøj fra både påvirker havpattedyrenes adfærd og fødesøgning.
-Det kan være en imponerende oplevelse at se et marsvin glide gennem vandet med sin kalv eller opleve springende delfiner over bølgerne, men vores nysgerrighed kan genere og forstyrre dyrene. Derfor er det en god idé at sætte sig ind i, hvordan man bør opføre sig i nærheden af dem. Det samme gælder sælerne på stranden, fortæller Nynne Elmelund Lemming fra Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Naturpark Lillebælt og Miljøstyrelsen har udarbejdet gode råd, kaldet “Code of Conduct”, til hvordan du kan tage hensyn til hvaler og andre havpattedyr.
Stadig mulighed for marsvin- og hvalsafari i Naturpark Lillebælt
Mange lokale turbåde og virksomheder følger “Code of Conduct” for ansvarlig sejlads omkring marsvin i Naturpark Lillebælt. De lokale marinaer støtter også op om projektet og informerer gæsterne om det.
Naturpark Lillebælt er et af de bedste steder i Danmark at se marsvin. Der er god strøm og iltniveau i vandet, hvilket tiltrækker fiskestimer – altså mad til marsvinene. NOVANA-overvågningen viser, at der stadig er mange marsvin i naturparken, og det kan de lokale turbåde bekræfte.
Line Schock Jepsen sejler med skibet Mira III, og hun ser marsvin næsten hver gang.
-Vi ser dem stort set hver gang, men vi er bekymrede for havet, og det gør mig trist at høre, at det går så dårligt for havet generelt.
Bestanden er under pres
En europæisk undersøgelse af hvalbestande viser, at bestanden af marsvin i de indre danske farvande nu er nede på omkring 14.000 marsvin. Det er markant lavere end optællingerne i 2012 og 2016, der viste omkring 40.000 marsvin.
I Danmark indgår optællingen som en del af den nationale overvågning af hvaler, der er finansieret af Miljøstyrelsen og udført af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.
Optællingen foretages fra små fly, der flyver i en højde af 200 meter og følger fastlagte ruter, der dækker optællingsområdet jævnt.