Kolding Netavis

Oversvømmelser værre end forudset

Oversvømmelserne 2. januar blev noget voldsommere, end prognoserne i første omgang havde forudset. Da vandet klokken 16 nåede sit maksimum, var vandstanden 1,59 meter over det normale daglige niveau.

På forhånd var der lagt tusindvis af sandsække ud langs de sårbare områder – især Kolding Havn, Kolding midtby langs åen, Gl. Strandvej/Fjordvej og i sommerhusområderne. Herudover blev der opstillet containere med sand, hvor borgere og virksomheder selv kunne hente sandsække.

I alt er der brugt cirka 3.500 sandsække for at holde vandet stangen. Borgere/virksomheder, som har hentet sandsække, er velkommen til at beholde dem. Man kan også tømme dem og smide sækkene væk, eller man torsdag morgen lægger de fyldte sandsække tilbage, hvor man hentede dem.

Husejere i de berørte områder opfordres til at tjekke, om der er sket vandskaber. I givet fald skal man tage kontakt til sit forsikringsselskab.

Trafikken har også været ramt af oversvømmelserne. Bl.a. har den trafikerede Jens Holms Vej i Kolding været lukket. Vejen bliver åbnet igen ved 19.30-tiden. I takt med at vandet trækker sig tilbage, salter kommunens driftsafdeling alle de oversvømmede veje, som hurtigt bliver meget glatte, når temperaturerne falder. Med aften- og nattetemperaturer under frysepunktet skal trafikanter være ekstra opmærksomme på glatte veje.

I alt har omkring 130 medarbejdere fra blandt andet Trekantbrand, Blue Kolding, Ewii og Kolding Kommune samt et større antal frivillige været involveret i arbejdet med at håndtere oversvømmelserne.

Tagget med:
Del denne artikel