Kolding Netavis

Overraskelse: Sporarbejde på Lunderskov-Vamdrup er sat i bero

Svend Erik Brodersen
Modelfoto/ID 345508442 © Owsx30 | Dreamstime.com

Den omfattende totalrenovering af dobbeltsporet mellem Lunderskov og Vamdrup, som ellers var planlagt til at være færdig her først på året 2025, er overraskende sat i bero.

-Jeg kan kun bekræfte, at sporarbejdet mellem Lunderskov og Vamdrup er sat midlertidigt i bero og forventes først at blive genoptaget igen sidst på 2025, fortæller Søren Peter Fiirgaard fra Banedanmark til Fællesavisen.

Han afviser rygter om, at arbejdet er opgivet på ubestemt tid.

Og på spørgsmålet om, hvorfor arbejdet er sat i bero, svarer han:

-Vi har i stedet for at afslutte arbejdet mellem Lunderskov og Vamdrup valgt at udføre nogle andre arbejder på strækningen ved Tinglev, som også er omfattet af den samlede renovering af banen ned gennem Sønderjylland.

Som tidligere omtalt handler udsættelsen af arbejdet mellem Lunderskov og Vamdrup om en total renovering af begge spor på dobbeltsporet mellem Lunderskov og Vamdrup, omfattende både udskiftningen af skinner, sveller og skæver. Et arbejde, som blev sat i gang sidst på året 2024, og som over en længere periode førte til aflysninger af mange tog og tog til andre tider til stor gene for passagerne.

Søren Peter Fiirgaard forklarer videre:

-Renoveringen af det sydgående højre spor fra Lunderskov mod Vamdrup er så godt som færdigt. Her mangler vi kun at foretage nogle mindre justeringer, og det er vi i gang med, lyder det videre fra Søren Peter Fiirgaard.

Det er Banemark, der er bygherre for projektet, mens det praktiske arbejde udføres af entreprenørfirmaet M. J. Erikson, som styrer hele processen fra midlertidige opsatte kontorbygninger ved Bavnevej i Vamdrups industriområde.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel