Kolding Netavis

Over 500 cykelryttere deltager i løb i weekenden

Her er det fra sidste års løb. Foto: Kolding Bicycle Club (Arkivfoto)

Den lokale cykelklub Kolding Bicycle Club (KBC) arrangerer på søndag Pierre Ejendomme løbet for hele den danske landevejselite, og der forventes omkring 550 ryttere til start i 21 forskellige klasser.

Start -og målområdet er ved køreteknisk anlæg i Seest, og rytterne kører i kuperet terræn over Skanderup og Gelballe med opløb på Vranderupvej.

Børne-og ungdomsrytterne starter fra klokken 9 og kører på en 11 kilometer rundstrækning, mens seniorklasserne starter fra klokken 10.05 og kører omgange á 15 km. De korte omgange og mange felter garanterer action i målområdet gennem hele dagen indtil klokken 15.45.

De hurtigste rytterne i A-klassen starter klokken 12.35, og kan se frem til 120 kilometer på landevejen, mens morgendagens stjerner i junior/U19 klassen sendes afsted klokken 12.39 og slipper med 90 kilometer Her kan man opleve de stærke danske kontinentalhold teste hinanden af.

lille rute
Lille rute: Start på Vranderupvej ved Køreteknisk Anlæg (KTA) th ad Godthåbsvej, th ad Hylkedalvej, th ad Gelballevej, th ad Vranderupvej, mål udfor KTA (start og mål samme sted).

KBC håber, at alle interesserede vil kigge forbi på løbsdagen og få en snak med en af de mange frivillige KBC-hjælpere om cykelsporten og klubbens tilbud. Især børn og unge imellem 10 og 25 år – eventuelt i følge med forældre – er velkommen, da klubben fortsat arbejder målrettet på at få en større børne/ungdomsafdeling stablet på benene og tilbyder unge nye ryttere træning i grupper med tilknyttet træner samt mulighed for lånecykel.

Husk også at KBC søndag den 27. august klokken 9 – som optakt til World Tour kvindeetapeløbet Tour of Scandinavia – i samarbejde med DCU og Kolding Kommune arrangerer BørneTour på Banegårdspladsen. Her vil Tour of Scandinavia cykle forbi om eftermiddagen.

stor rute
Stor rute: Start på Vranderupvej ved Køreteknisk Anlæg (KTA), th ad Godthåbsvej, th ad Hylkedalvej, th ad Skanderup Landevej, th ad Egeskovvej, tv ad Gelballevej, th ad Vranderupvej, mål udfor KTA (start og mål samme sted).
Del denne artikel