Kolding Netavis

Over 16.000 personer så Jels Vikingespil

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Jels
Jels Vikingespil 2024. Foto: Frank Cilius.

Den 48. udgave af Jels Vikingespil sluttede søndag aften med stor succes. Over de seneste godt og vel 14 dage har 16.375 gæster besøgt den smukke friluftsscene for at opleve forestillingen om Skjoldungen.

Forestillingen, instrueret af Ole Sørensen, er blevet rost til skyerne af anmelderne og vigtigst af alt har gæsterne givet flotte tilbagemeldinger til Jels-vikingerne.

Formand for Jels Vikingespil, Janus Harloff Lynggaard, udtrykker stor tilfredshed med sæsonen:

-Det har været en super sæson med masser af glade gæster, der trods det omskiftelige vejr valgte at tilbringe en aften i vores selskab. Der blev spist i Valhal og i den smukke natur, og nogle festede endda til den lyse morgen, fortæller han i en pressemeddelelse.

Stof til eftertanke

Skjoldungen Grams historie om at leve i skyggen af sin mægtige far og de forventninger, han skulle leve op til, har givet stof til eftertanke for mange gæster, da der kan trækkes paralleller til nutiden.

Janus Harloff Lynggaard sender en særlig tak til alle 533 frivillige, der har bidraget til succesen:

-Uanset om I har haft en mindre specialiseret opgave eller trukket et stort læs, har jeres indsats været uvurderlig. Sammenholdet og udviklingen blandt alle frivillige er det mest fantastiske at se. Tusind tak for jeres hjælp.

Selvom den sidste fadøl lige er skænket, er arbejdet med næste års forestilling allerede i gang. Premieren er planlagt til den 4. juli 2025, og billetsalget begynder den 1. december.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel