I vinterferien kan du se forestillingen “Gummi Tarzan” på Dronning Dorothea Teatret” i Kolding.
Fredag aften havde Dronning Dorothea Teatret premiere på vinterferiens forestilling, Gummi Tarzan.
Netavisen var lørdag formiddag forbi det lokale teater, hvor der næsten var udsolgt til forestillingen.
Alle skuespillere spiller deres roller rigtig godt og kan ses af hele familien. “Gummi Tarzan” bliver på ingen måde kedelig på noget tidspunkt. Og så er Ole Lund Kirkegaards oprindelige bogfortælling fra 1975 blevet moderniseret lidt til her i 2025, hvor “Aula” og “mobiltelefoner” er tænkt ind i fortællingen om Ivan Olsen – alias Gummi Tarzan.
Forestillingen varer en time og 35 minutter inklusiv pause. Og der var stort bifald til skuespillerne, da “Gummi Tarzan” var slut.
“Gummi Tarzan” kan ses på Dronning Dorothea Teatret til og med søndag den 16. februar. Billetter kan købes her.
Se billederne øverst i artiklen…
Om “Gummi Tarzan”
“Gummi Tarzan” er en fortælling, som virkelig formår at fremstille voksne på en meget fremmed og skræmmende måde. Det er dyrket i forestillingen. Børns fantasi er fantastisk, og den har man forsøgt at vække til live med karikerede figurer og effekter.
“Gummi Tarzan” handler om den søde, men bange dreng, Ivan Olsen, som får superkræfter, men handler også om følelsen af, at man aldrig er nok. Nogle gange kan forventninger bygge sig tårnhøje omkring en. Det kan alle relatere til – ikke kun børn.
Ivan Olsen har dog alligevel modet i sig til at slippe fantasien løs, danse, spytte, spille fodbold og cykle, fordi han opdager, at der alligevel er nogen, som tror på ham.
Forestillingen på Dronning Dorothea Teatret er instrueret af instruktør Kristine Krogh.