Hvis pennen, som Frederik 7. brugte til at underskrive den danske grundlov med, kunne tale, ville den fortælle fascinerende historier om 5. juni 1849, hvor den oplevede sit livs store øjeblik. Den satte sammen med kongen deres formelle godkendelse på dokumentet om folkets nye grundlæggende rettigheder, Grundloven, og det spæde danske folkestyre var født.
Nu har du mulighed for at se denne sagnomspundne pen på Koldinghus i anledning af 175-års markeringen af Grundloven, hvor den udstilles frem til den 20. oktober. Normalt kan grundlovspennen ses på Rosenborg i København.
På Koldinghus kan du også dykke ned i grundlovshistorien, da en af etagerne på slottet er forvandlet til et videns- og aktivitetsområde, der gennem udstillinger og aktiviteter vækker historien om vores første skridt mod demokrati til live.
I sommerferien – frem til den 11. august – kan du endda være heldig at møde historiske personligheder som Frederik 7. og Grevinde Danner, genopstået ved hjælp af skuespillere. Sammen med andre figurer vil de fortælle om begivenhederne under Grundlovens tilblivelse med små optrin, humor og indlevelse.
Hvis du foretrækker at opleve historien på en mere ‘nymodens’ måde, er der udviklet et digitalt spor, der henvender sig primært til unge og voksne, men hvor også de ældste børn kan være med. Med mobiltelefon i hånd og Grundloven i ånd kan du gå på jagt efter nogle af de personer, der kæmpede for at indføre demokrati i Danmark.
I skolernes sommerferie suppleres det digitale spor med et samlehæfte til de yngste med facts og plads til klistermærker med personerne, der spillede en central rolle i historien om Grundloven. På den måde bliver fortællingen til billeder også på de mindstes nethinder.