Læserbrev af Annette Blynel (SF), medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, Strandgade 27, 5700 Svendborg.
Så sker det igen – nu er det fysioterapeuterne der opkræver corona-gebyr.
I SF fik vi flere borgerhenvendelser med orientering om, at private fysioterapeuter nu også var begyndt at opkræve det såkaldte corona-gebyr. Faktisk fik vi eksempler på at patienter med vederlagsfri fysioterapi, fik en regning.
Kan det passe, tænkte vi? Vi har jo netop haft sagen med tandlægerne, som fik ministerens klare svar på, at de ikke måtte opkræve ekstra gebyr. Derfor bad vi igen SF’s folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt, stille spørgsmål til sundheds- og ældreministeren og svaret er klart: Det er IKKE tilladt for de private fysioterapeuter, som har overenskomst med det offentlige, at opkræve corona/hygiejne gebyr.
Det er sandsynligt, at der er ekstra omkostninger for de privat praktiserende fysioterapeuter. Der skal f.eks. bruges værnemidler, være grundigere rengøring og leves op til de beskrevne afstandskrav. Men, det er helt urimeligt at de blot selv blot bestemmer sig for at opkræve ekstra. Fysioterapeuternes væsentlige arbejdsgiver er den offentlige sundhedskasse, som bygger på en gensidig overenskomst. Det forventes at alle parter overholder den aftale. Så corona eller ej, hvis de privatpraktiserende fysioterapeuter eller tandlægerne ønsker ekstra tillæg for deres indsats, må de starte med at indlede en forhandling. En selvbestaltet opkrævning er ikke i orden. Så enkelt er det.
SF ønsker under ingen omstændighed yderligere brugerbetaling på sundhed. I forvejen er udgiften for fysioterapi og tandbehandling for mange borgere, særdeles høj. Og der er jo næppe tale om brancher med lav indkomst. For SF må de privat praktiserende brancher også bidrage til den fælles løsning og fælles kasse, i denne alvorlige coronakrise. Mange virksomheder og borgere betaler allerede i form af mindre indtjening og arbejdsløshed.
Så budskabet herfra er helt klart til borgerne: De private fysioterapeuter, med offentlige overenskomster, må altså IKKE lægge et ekstra corona gebyr på regningen. De borgere, der på grund af forskellige handicaps modtager vederlagsfri fysioterapi, skal altså heller ikke acceptere en ekstra regning for hygiejnetillæg.