Ny humoristisk kagetradition har vundet koldingensernes hjerter.
Hvilken dato har bageren fødselsdag? Den gamle gåde med det sjove ordspilssvar ”ælte i ælte” lever i bedste velgående blandt dem, der har tilbøjelighed til onkelhumor. Det samme gør traditionen om at fejre bagerens fødselsdag i KonditorBager i Kolding.
– Vi elsker at udsætte vores kunder for vores onkelhumor, og fryder os uanset om de reagerer ved at fnise, eller ved at græmme sig, siger Marlene Wraae, ejer af KonditorBager på Låsbygade 90, i en pressemeddelelse.
I år bliver dagen (onsdag den 11. november, red.) markeret med en kendt klassiker med et tvist, nemlig en chokoladekage med smørcreme i midten, mens toppen af kagen er dyppet i chokolade og drysset med chokoladestykker, der kan købes i KonditorBager på Låsbygade i Kolding.
Koldingenserne elsker kageanledninger
Selvom det ikke er alle kunderne i KonditorBageren i Kolding, der kender joken om bagerens fødselsdag, er bagerens fødselsdag blevet en dag, som mange kunder har taget til sig. Det, der startede som onkelhumor, er nu blevet til en god forretning for bagerne.
– Der er ingen tvivl om, at alle dage, der giver positiv opmærksomhed til bageren giver øget salg. Det ser vi med Brunsvigerens Dag og også med Bagerens Fødselsdag, hvor man i dag har gode muligheder for at bruge de sociale medier til at ”fejre” sin fødselsdag med alt fra særlige tilbud til bare en sjov fødselsdagssang. Det er alt sammen med til at give et øget fokus på bagerens produkter, og hvem vil ikke gerne fejre en fødselsdag med en kage?, siger Anders Grabow, kommunikationsansvarlig hos Bager- og Konditormestre i Danmark.
Selvom der også skal være tid til grin, bliver der travlhed i bageriet inden bagerens fødselsdag. Marlene Wraa forventer nemlig, at der skal bages mange chokoladekager til den store fejring.