Økosystemet i Lillebælt er under pres.
Naturpark Lillebælt har derfor startet et femårigt projekt med navnet ”Bælt i Balance”. Det har Museum Kolding valgt at støtte op om ved at indgå i et partnerskab med foreningen.
Naturpark Lillebælt danner blandt andet rammen om en af Jordens tætteste bestande af verdens mindste hval, marsvin, og tøjdyr af denne hvaltype kan nu købes hos Museum Koldings afdeling på Skamlingsbanken.
For hvert solgt tøjdyr forpligter Museum Kolding sig til at donere mindst 16 kroner til projektet, og tøjdyrsproducenten ”Wild Republic” lægger 10 kroner yderligere oveni.
De indsamlede penge har konkret til formål at støtte forbedringer og forskning i Lillebælts små hvaler.
-Det er særligt oplagt at sælge dem på Skamlingsbanken, da man herfra har frit udsyn over Lillebælt, hvor man måske endda får mulighed for at spotte en af de små hvaler, hvis man er heldig, siger Museum Koldings kommunikationschef, Karen Maria Dixen, i en pressemeddelelse.